23948sdkhjf

Omsætter for trecifret milliardbeløb - og hæver indtjening med 12 procent

Amerikanske Coca-Cola omsatte i 2023 for knap 320 milliarder kroner. Det er seks procent mere end året før

Det er ikke kun brusende drikke, der har givet penge på kistebunden for amerikanske Coca-Cola sidste år.

Det fremgår af selskabets årsregnskab tirsdag.

Coca-Cola hævede sidste år sin omsætning med seks procent til knap 46 milliarder dollar svarende til knap 320 milliarder kroner.

Ved udgangen af året har selskabet tjent godt 74 milliarder kroner, hvilket er 12 procent mere end i 2022.

Succesen i det senest aflagte årsregnskab skal blandt andet findes i selskabets øgede salg af juice, proteindrikke og plantebaserede drikke.

Salget af den varegruppe voksede to procent over hele året, og speedede i særdeleshed op i fjerde kvartal af regnskabsperiode, hvor salget voksede med seks procent.

Fremgangen er særligt fordret af salg af juice i Kina og proteindrikken fairlife i USA.

Selskabets sukkerfrie sodavand Coca-Cola Zero fylder stadig mere i den samlede forretning.

Salget af den sukkerfrie drik blev øget med fem procent i 2023. Dermed fortsætter tendensen fra tidligere.

Organisk vækst

Coca-Cola forventer, at væksten fortsætter i det kommende år. I regnskabet fremgår det, at selskabet forventer en organisk vækst på mellem seks og syv procent i 2024.

Organisk vækst et udtryk for udviklingen i omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder og giver dermed et mere retvisende billede af, om Coca-Cola reelt vokser eller går tilbage.

I forbindelse med aflægningen af årsregnskabet har Coca-Cola også fremlagt regnskab for fjerde kvartal, hvor læskedrikkæmpens udvikling i salget ifølge finansmediet MarketWire er bedre end ventet.

Coca-Cola har i månederne oktober til december hævet omsætningen med syv procent til knap 11 milliarder dollar svarende til 76 milliarder kroner.

Salget af mineralvand, juice og Coca-Cola Zero steg, mens efterspørgslen på sportsdrikke og kaffe faldt. Det skriver selskabet i regnskabet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.162